søndag den 20. januar 2013

Peanutbutter-barer


Min plan var egentligt at lave peanutbutter-muslibarer i dag, men den amerikanske opskrift, jeg havde fundet, havde nogle ingredienser i sig, som jeg ikke lige kunne finde. Så jeg puttede lige speltmel i min opskrift - hvilket så betød, at jeg nærmere fik små peanutbutterkager. Men de smager godt, og jeg tænker, at de er rigtig gode som en snack.
Næste gang vil jeg prøve at lave opskriften uden mel, men med ekstra havregryn. Måske det så mere bliver til en muslibar?

Ingredienser:
2,5 dl. peanutbutter (jeg bruger en økologisk for at være sikker på, at der ikke er en masse tilsætningsstoffer i)
1,25 dl. ahornsirup
0,5 dl. olie
1 tsk. vaniliesukker
4 dl. havregryn
0,5 dl rørsukker
1,5 dl fuldkornspeltmel
1 dl speltmel

Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne sammen. Hæld blandingen i et fad ca. 20x30 cm beklædt med bagepapir og sørg for, at det er presset godt sammen (ellers smuldrer det bare fra hinanden, når det er bagt). Jeg brugte bare hænderne til at presse det sammen.
Bag 10-15 min. ved 180 grader. Lad herefter køle af i ca. tyve minutter og skær ud i passende bidder.
Hvis nogen har en anden slags opskrift på musli-barer (som har lavt indhold af fodmaps), så må de meget gerne sige til :-)
Rigtig god søndag! 


2 kommentarer:

  1. Hej Maja,
    Super fin og god side du har her. Dejligt med nogle danske opskrifter :)
    Jeg er netop gået i gang med FODMAP - er faktisk så heldig så jeg er med i forsøget på Herlev Sygehus. Jeg ville bare lige spørge mht peanuts, som jeg er i tvivl om. Jeg ved godt at de er tilladt i en lav-FODMAP diæt, men synes det er ret underligt, da peanuts egentlig er en bælgfrugt og ikke en nød. Da jeg er i eliminationsfasen lige nu undgår jeg dem helt, men ville lige høre om du ved noget om, hvorfor de er tilladt? Mange hilsener Marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie.
      Jeg kan desværre ikke forklare, hvorfor de er lave i fodmap, men jeg er ikke stødt på, at der skulle være noget ved dem, som skulle gøre, at du ikke må få dem i eliminationsfasen også. Hvor længe har du været igang? Hvor dejligt for dig, at du er med i forsøget på Herlev! Måske du har nogle opskrifter eller tips, du har lyst til at dele med os? :-)
      Mvh. Maja

      Slet